Palliation og palliativ indsats uge 6-8
Valgfagets titel
Palliation og palliativ indsats i et forsknings- og udviklingsbaseret tværprofessionelt klinisk perspektiv
Palliation and Palliative Care in a research- and development-based interdisciplinary clinical perspective
ECTS point
3 uger svarende til 5 ECTS-point.
Teoretisk undervisning, herunder klinik i form af studiebesøg og undervisning med repræsentanter fra klinisk praksis.
Periode for afvikling af valgfaget
Uge 6–8, 2026
Valgfaget afholdes på
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Sygeplejerskeuddannelsen i Svendborg, Klostervænget 2-4, 5700 Svendborg
Valgfagsansvarlig uddannelse og tovholdere
Sidsel Dragsbæk Ruus-Pedersen sdru@ucl.dk, Sygeplejerskeuddannelsen, Svendborg
May-Lin Martinsen mama6@ucl.dk, Radiografuddannelsen, Odense
Valgfagets tema/profil
Valgfaget giver indsigt og fordybelse i teoretiske og kliniske aspekter inden for palliativ pleje, behandling og omsorg med fokus på patienter og pårørende i palliative forløb. Undervisningen perspektiveres gennem ny udviklings- og forskningsbaseret viden og kobles til praksis via studiebesøg, oplæg fra kliniske samarbejdspartnere og arbejde med cases fra virkelige patientforløb. De studerendes egne erfaringer fra klinisk praksis inddrages aktivt som udgangspunkt for refleksion, dialog og videndeling på tværs af faggrupper.
Palliation er et område i stadig udvikling, hvor der både nationalt og internationalt er øget opmærksomhed på, hvordan indsatsen kan styrkes. De nationale anbefalinger for palliativ indsats (Sundhedsstyrelsen 2017) udgør et centralt referencepunkt, men suppleres løbende af ny forskning og udviklingsinitiativer. Den palliative tanke skal tænkes ind i bredere perspektiver i sundhedsvæsenet og implementeres på tværs af sektorer til gavn for det enkelte menneske og dets pårørende med henblik på at fremme livskvalitet.
Dette valgfag tager afsæt i ovenstående ramme og giver de studerende mulighed for at arbejde med både teoretiske, forskningsbaserede og praksisnære perspektiver på palliation, med vægt på det tværprofessionelle samarbejde.
Læringsforudsætninger
Undervisningen udbydes tværprofessionelt og er således relevant for studerende fra alle sundhedsuddannelser.
Det forudsættes, at den studerende har særlig interesse for palliation og palliativ indsats samt lyst til at fordybe sig i de komplekse problemstillinger, der knytter sig til arbejdet med uhelbredelig syge og døende mennesker.
Der forudsættes desuden, at den studerende kan søge, sortere og anvende praksis-, udviklings- og forskningsbaseret litteratur som grundlag for refleksion og analyse, og at den studerende er initiativrig og opsøgende i forhold til egen læring.
Læringsudbytte
Viden
Den studerende kan:
- reflektere på en måde, der viser en forståelse for det uhelbredeligt syge og døende menneskes fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle/åndelige behov,
- udvælge, vurdere og diskutere praksis-, udviklings- og forskningsbaseret viden inden for palliativ indsats og omsorg for uhelbredeligt syge og døende mennesker.
Færdigheder
Den studerende kan:
- identificere og diskutere komplekse problemstillinger i forhold til at lindre symptomer og lidelse og fremme livskvalitet hos uhelbredelig syge og døende mennesker,
- identificere og diskutere kliniske sundhedsfaglige problemstillinger og handlemuligheder, som relaterer sig til tværfaglig palliativ indsats og omsorg.
Kompetencer
Den studerende kan:
- kritisk reflektere over sundhedsfaglige kliniske tiltag, der har fokus på at lindre symptomer og lidelse og fremme livskvalitet hos uhelbredelig syge og døende mennesker,
- indgå i tværfagligt samarbejde omkring problemstillinger, der har fokus på at lindre symptomer og lidelse og fremme livskvalitet hos uhelbredelig syge og døende mennesker.
Læringsaktiviteter
Læringsaktiviteterne er kendetegnet ved en høj grad af studenterinvolvering med fokus på at skabe refleksion over de komplekse problemstillinger i den palliative indsats. Forløbet veksler mellem undervisning og oplæg fra interne og eksterne fagpersoner, dialog, diskussion og refleksion i plenum samt øvelser, både individuelt og i grupper.
Et gennemgående studiegruppearbejde udgør rygraden i valgfaget. Her arbejder de studerende med cases, systematisk litteratursøgning samt kritisk vurdering og anvendelse af forskningsbaseret viden. Gruppearbejdet understøttes af vejledning (fysisk og online) og munder ud i en afsluttende studenterpræsentation med peer-feedback og fælles diskussion.
Derudover vil de studerende møde patienter og pårørende samt deltage i studiebesøg, som fungerer som afsæt for efterfølgende refleksioner og perspektivering i studiegrupper og plenum.
Indhold
Valgfaget strækker sig over tre uger og har fokus på den tværfaglige indsats i palliative forløb. Med afsæt i WHO’s definition af Palliative Care og Cicely Saunders’ teori om Total Pain belyses de fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle/åndelige problematikker, som mennesker med behov for palliation og deres pårørende står overfor, samt de sundhedsfaglige interventioner og omsorgstiltag, der knytter sig hertil.
Valgfaget indledes med en generel introduktion til begrebet palliation i såvel sundhedsprofessionelt som patientologisk perspektiv. Herefter organiseres undervisningen i tre temaer:
Tema 1: Kliniske symptomer hos palliative patienter med et særligt fokus på den sidste del af den palliative fase
Temaet indledes med oplæg af læge fra Palliativt Team Fyn med fokus på smertelindring samt et oplæg om radiografi i relation til den palliative patient. I forlængelse heraf påbegynder de studerende et gruppearbejde, der løber gennem alle tre uger af valgfaget. Her arbejder grupperne med cases relateret til fx delir, fatigue, dyspnø, smerter eller gastrointestinale symptomer. Arbejdet indebærer inddragelse og kritisk vurdering af forskningslitteratur, og forløbet understøttes af vejledning undervejs. Gruppearbejdet afsluttes på den sidste dag med fremlæggelser og diskussion, hvor de gennemgående undervisere deltager.
Tema 2: Sociale forhold og hverdagslivet hos den palliative patient
Temaet perspektiveres blandt andet af en socialrådgiver og en fysioterapeut fra Palliativt Team Fyn, der fortæller om fysiske og sociale problemstillinger i livet med kræft set både fra patientens og de pårørendes perspektiv. Herudover vil der være oplæg fra en patient med prostatacancer, der fortæller om dét at være kræftramt og problemstillinger hos mandlige kræftpatienter, samt oplæg fra en pårørende til en kræftpatient, der fortæller om livet med en kræftramt ægtefælle, om mødet med sundhedsvæsenet og om sorgforløbet efterfølgende.
Tema 3: Lidelse og sorg med fokus på eksistentielle/åndelige overvejelser hos palliative patienter og deres pårørende
I dette tema arbejdes der med de eksistentielle og åndelige dimensioner i mødet med palliative patienter og deres pårørende. Forskning i eksistentielle behov danner afsæt for drøftelser om, hvordan mennesker håndterer livstruende sygdom og døden tæt på. Temaet perspektiveres gennem møder med både fagprofessionelle og praksisfeltet: studiebesøg hos bedemand, krematorium og hospice giver indblik i de praktiske, tværfaglige og omsorgsmæssige aspekter i den sidste del af livet.
De mere relationelle og kommunikative sider belyses gennem oplæg fra en hospitalspræst med fokus på nærvær, samtale og sjælesorg, hvor compassion inddrages som et særligt perspektiv på sundhedsprofessionelles rolle og erfaringer i arbejdet med alvorligt syge og døende mennesker. Hertil suppleres temaet af et oplæg om børn og unge som pårørende, som giver indblik i, hvordan man bedst møder og støtter denne gruppe.
Litteratur
Litteraturen er tænkt som den studerendes mulighed for at opbygge eller udvide sit videns- og refleksionsgrundlag i relation til undervisningens indhold. Der lægges en endelig litteraturliste på Itslearning senest to uger før kursets start.
Andre bemærkninger
Der vil som udgangspunkt blive planlagt med fysisk fremmøde i K1 og K4-lektioner. Dog vil vejledninger til gruppearbejdet være online. Der er planlagt med 9 dages fremmøde, jævnt fordelt over de 3 uger.
Undervisningen starter kl. 9.15.
